Anders bliver kysset af en hvidhval i Sea World
Instruktøren var god til at fortælle om hvalerne
Anna får et hvalkys
Instruktøren fortæller om hvidhvalens hud, og de får lov at røre halen
Chris og Barbs hus i Houston
Kalkunen skæres ud til Thanksgiving-middagen
Barb og David
Barb, Rikke (skik følge ller land fly) og Chris
David og Anna på Bobs båd
Styrmand Anders og kaptajn Maggie
Det vrimler med edderkopper, gravsten og skeletter her i Chevy Chase før lørdagens halloween!
På terrassen Oliver Street
Block party
Block party
Anders, block party
søndagstur
Lektielæsning
Erling og Lisse med David i Shenandoah nationalpark
Shenandoah
Shenandoah
Gruppebillede ...
Gruppebillede ...
Gruppebillede ...
Street art-kunstneren Shepard Fairey er blevet meget mondæn, efter han lavede det berømte, blå helteportræt af Obama, som stadig er at finde på postkort, t-shirts, kopper, nøgleringe mmm overalt i DC.
Til skolens auktion i februar købte vi som bekendt et litografi af Fairey med et af hans andre motiver, Rose Girl, og vi gik bevidst efter at se hans kunst i Boston, da vi var der for nylig. Byen huser et meget nyt og meget moderne kunstmuseum, ICA, der ligger helt ud til den store havnefront.
Museet har for tiden en særudstilling med Fairey, og den er ret imponerende med nogle kæmpestore værker. De er alle meget smukke og fascinerende – det er ikke uden grund, han har lært sig de russiske propagandisters metoder! Han gør selv en dyd ud af ikke at være så sort-hvid, som propagandaen var i sin tid, men ind imellem har han altså – bogstavelig talt – skåret budskabet ud i pap: Obama-portrættet med Obama klart og opadskuende mod horisonten samt teksten “Hope” kan vist ikke misforstås, ligesom det billede, han har lavet af Bush med hugtænder heller ikke overlader meget til vores egen dømmekraft.
Fairey er af sine kolleger på gadeplan blevet udsat for meget kritik, fordi han er gået med til at designe nogle shoppingbags for stormagasinet Saks Fith Avenue - nu ligger han under for kapitalen, siger de. Og det kan man se udtryk for på de vægmalerier, som han har malet i Boston. Se bare “vores” motiv, Rose Girl:
Museets hjemmeside kan ses her: http://www.icaboston.org/
Det er ikke lang tid siden, at jeg tog mig i at blive en smule provokeret af de mange amerikanere, der flager så hyppigt med Stars and Stripes. Jeg opfattede det som om, at amerikanerne dermed føler sig hævet over og bedre end andre, og det er altså en smule angstfremkaldende, når det nu er verdens absolutte stormagt, det handler om – vi véd jo godt, hvordan USA kan gennemtrumfe sin magt rundt om i verden.
Alligevel skræmmer flaget mig ikke så meget mere. I dag er jeg blevet så amerikaniseret, at jeg godt kan se, at de fleste, der flager, blot er stolte over en række af de gode værdier og ideer, som USA trods alt også kan tage en del af æren for. Mange har det med Stars and Stripes, som vi har det (eller havde det, før Dansk Folkeparti omklamrede det med sin kvalmende nationalisme) med Dannebrog: Det er smukt og det er dansk på den gode måde. Amerikanerne har på samme måde meget at være stolte af. Som Leonard Cohen sagde det mellem et par af sine sange til den koncert, vi var til for nylig (frit efter hukommelsen): “USA er vuggen for både det allerbedste og det allerværste”. Og hvis der er nogen, der er kritisk over for krig og overmagt, så er det nok ham.
I uafhængighedserklæringen fra 1776, som vi fejrede sammen med stort set ALLE amerikanere 4. juli, bliver de grundlæggende menneskerettigheder og værdier for det, der senere skulle blive Amerikas Forenede Stater, fastslået: “All men are created equal” hedder det blandt andet. Det er her, definitionen af de internationalt anerkendte og vedtagne menneskerettigheder stammer fra.
Det var som bekendt først rigtig, rigtig mange år senere, at “men” ikke blev tolket som “hvide mænd”, men som “mennesker” og dermed kom til at omfatte både kvinder og sorte. Ikke desto mindre betyder ordene virkelig meget for den enkelte amerikaner i dag, uanset om man er republikaner eller demokrat og uanset køn og etnicitet. Det er en af grundene til, at dagen er blevet den folkefest, den er.
4. juli havde vi besøg af Michael og Lone og deres tre børn: Anders, Mads og Caroline. De var på ferie i USA, netop hjemvendt fra nogle år i Nigeria for Mærsk og flytter efter sommerferien til Hong Kong! Vi begyndte på ægte amerikansk vis med at grille burgere i haven og spise en rigtig flag-frugt-tærte, hvorefter vi tog ind til The Mall og overværede et fantastisk 
fyrværkeri, der naturligvis slet ikke kan gøre sig på billeder.
Vi sad på plænen nedenfor Washington monumentet sammen med tusindvis af andre, da mørket faldt på og de 17 minutters lysshow bragede over himlen.
Anders nød at have et par danske drenge at lege med, mens Anna først var noget (teenage)fornærmet over at skulle slæbes med ind i byen for at sidde der og vente på et fyrværkeri. Da vi gik hjem var hun alligevel ellevild over at have oplevet det.
På vej til Boston besøgte vi et sted, hvor man har genskabt et indianerbosted og en engelsk nybyggerlandsby fra 1627. Plimouth Plantation er bygget på samme sted, ud til vandet, hvor der rent faktisk levede Wampanoag-indianere, og hvor der i begyndelsen af 1600-tallet blev bygget en landsby af nybyggere fra England.
Stedet er befolket af efterkommere til indianerne, der optræder som deres forfædre for de besøgende. Nybyggerlandsbyen er også befolket af smede, landmænd og landbokoner, der taler et engelsk som på Shakespeares tid, og de fortæller gerne om, hvordan de lever.
I 1600-tallet var der så mange hummere ud for kysten, at man nærmest bare kunne skovle dem op, og de blev brugt som hundefoder. På et tidspunkt blev det forbudt at servere hummer i fænglserne, for selvom fangerne skulle straffes, var der alligevel grænser for, hvor slemt de skulle have det!
I værkstederne kunne man bl. a. se en indianer lave pilespidser
Min skøre familie
Bemærk skiltet
Det ligner Møn, men det er faktisk Atlanterhavet
Vi er taget på en tur til New England, og stilede i første omgang mod Cape Cod, den berømte halvø nord for New York.
På vej herop overnattede vi nær New Haven, der huser et af verdens ældste og bedste universiteter, Yale.
Nu kan jeg sige, jeg har studeret på Yale (turistbrochurer...)
Her gik vi en tur og indsnusede stemningen i det gamle bibliotek (hvor der i dag også er blevet plads til computere under hvælvingerne), og vi besøgte deres kunstmuseum, der har en ypperlig (ordet passer ligesom til stedet) samling af gammel og nyere kunst – blandt andet flere Hopper-billeder. Da vi trådte ind på 5. sal fik vi lidt af et chok, fordi der sad en narkoman i hjørnet med en sprøjte stikkende ud af armen. Anders fik øje på ham først og hev mig i armen – han var virkelig rystet og syntes, vi skulle gøre noget. Jeg var på vej hen til vagten, før det gik op for mig, at narkomanen var et kunstværk af Duane Hanson, der også har lavet andre livagtige dukker, bl. a. et kendt værk forestillende en fed middelklassedame med en fyldt indkøbsvogn.
Derefter fik vi en snak om, hvorfor kunst ikke altid er smukt og noget, man har lyst til at hænge op på væggen. Der var også malerier af både van Gogh og Monet, som de fleste i samtiden jo syntes, malede grimt og sjusket.
Mens vi kan konstatere, at vejret i Danmark har været fuldt at sol og lige over de 20 grader, så kørte vi videre mod rusk og regn her på Cape Cod L
På vejen gjorde vi holdt i Newport, et sted på en halvø, der er kendt for sine ”Mansions” som vel betyder noget mellem en liebhavervilla og et slot. Vi gik en berømt tur langs vandet, hvor man også kan se mange af de store mansions med deres omliggende parker.
Derefter besøgte vi en gammel hvalfangerhavn, Mystic Seaport, der i dag er lavet om til et museum a la den Gamle By. Stedet blev brugt til indspilningen af en af Steven Spielbergs film.
Her var der et af de berømte fyrtårne, som new England er så kendt for, og vi var inde i et hvalfangerskib fra 1700-tallet. Det var ikke meget plads, matroserne havde dengang!’
Fra Mystic Seaport tog vi videre til Cape Cod. Naturen og klimaet her minder en del om Danmark, men det ligger ud til Atlanterhavet. Vi kan se havet fra stuen og høre bølgerne, når vi falder i søvn. Indtil videre har det regnet en del, men vi hygger os i vores lille hytte med hjerter og blonder og små ordsprog over det hele – ”Hjem er der, hvor hjertet er” osv. Det er bare sødt …
Anna er den eneste, der har været i vandet. Til gengæld har vi alle fået de berømte blåbærpandekager (en stabel, der var Rasmus Klump værdig) på en restaurant oppe af vejen og spist hummer på Skipper-restauranten over for.
I morgen torsdag, tager vi videre til Boston og bliver der nogle dage, før vi kører sydpå igen.
